Dannelsens Rum - Det Rituelle Rum
CHP og EA Museum og Herning Gymnasium
Man kan altid mærke når man træder ind på et museum, der er
ligesom noget der ændrer sig. Stemning er anderledes, stemmerne er dæmpede og
der falder en vis ro over en. På mange måder kan denne stemning, minde om den
atmosfære der er i en kirke. Et andet vigtigt dannelsens rum. På den måde synes
jeg at alle dannelsesrum minder en smule om hinanden, netop fordi man kan føle
den harmoni, som bygningen er fuld af.
Noget der var anderledes ved Carl Henning Pedersen og Else
Alfelts museum er dog at akustikken rammer en som en kompakt lydmur af
forstærkede stemmer, hvilket er meget usædvanligt for museer. Dette ødelagde
del harmoniske del af oplevelsen for mig, da man ikke følte den ro man havde
forventet da man trådte ind. Denne oplevelse galt dog kun for den runde
bygning, hvilket også gjorde at man følte sig bedre tilpas i prismesalen, hvor
akustikken var meget bedre og det naturlige lys var en rar forandring.
Gymnasiet er for mig en helt anden oplevelse end museet.
Hvor museet opfordrer til stilhed og eftertænksomhed, er gymnasiet meget mere
frit i den forstand. Man kan altid høre glade stemmer på gangene og stole der
bliver trukket frem og tilbage mellem bordene i studieområderne. Men det er
ikke noget der forstyrrer en. Akustikken på gymnasiet er nemlig meget bedre end
på museet, men det ville også have ødelagt læringsmiljøet fuldstændigt, hvis
ikke akustikken var i orden. Dette gør også at jeg føler mig godt tilpas
overalt på skolen. Gymnasiet er en mere fri form for dannelsens rum efter min
mening, og den lægger op til samtaler og diskussioner, hvor man rent faktisk
kan snakke. Som rituelt rum minder gymnasiet mig om et bibliotek, hvor det også
er læring der lægges vægt på, og hvor det er koncentration og fordybelse der er
den rituelle handling. 




