Dannelsens Rum - Det Rituelle Rum

CHP og EA Museum og Herning Gymnasium

Man kan altid mærke når man træder ind på et museum, der er ligesom noget der ændrer sig. Stemning er anderledes, stemmerne er dæmpede og der falder en vis ro over en. På mange måder kan denne stemning, minde om den atmosfære der er i en kirke. Et andet vigtigt dannelsens rum. På den måde synes jeg at alle dannelsesrum minder en smule om hinanden, netop fordi man kan føle den harmoni, som bygningen er fuld af.

Noget der var anderledes ved Carl Henning Pedersen og Else Alfelts museum er dog at akustikken rammer en som en kompakt lydmur af forstærkede stemmer, hvilket er meget usædvanligt for museer. Dette ødelagde del harmoniske del af oplevelsen for mig, da man ikke følte den ro man havde forventet da man trådte ind. Denne oplevelse galt dog kun for den runde bygning, hvilket også gjorde at man følte sig bedre tilpas i prismesalen, hvor akustikken var meget bedre og det naturlige lys var en rar forandring.

Gymnasiet er for mig en helt anden oplevelse end museet. Hvor museet opfordrer til stilhed og eftertænksomhed, er gymnasiet meget mere frit i den forstand. Man kan altid høre glade stemmer på gangene og stole der bliver trukket frem og tilbage mellem bordene i studieområderne. Men det er ikke noget der forstyrrer en. Akustikken på gymnasiet er nemlig meget bedre end på museet, men det ville også have ødelagt læringsmiljøet fuldstændigt, hvis ikke akustikken var i orden. Dette gør også at jeg føler mig godt tilpas overalt på skolen. Gymnasiet er en mere fri form for dannelsens rum efter min mening, og den lægger op til samtaler og diskussioner, hvor man rent faktisk kan snakke. Som rituelt rum minder gymnasiet mig om et bibliotek, hvor det også er læring der lægges vægt på, og hvor det er koncentration og fordybelse der er den rituelle handling.