Min perspektivtegning 

Vores seneste opgave i billedkunst har været at skulle tegne en perspektivtegning af en af gangene på skolen, dette er en afbildning af en del af 31. gangen.

Vi fik at vide, at vi skulle sætte os midt på gangen, og tegne gangen ud fra hvordan vi så den, men også ved hjælp af de rumskabende virkemidler vi har lært om. Vi vidste at der på billedet skulle være: et forsvindingspunkt, orthogonaler, en horisontlinje, et par døre og nogle billeder på væggen. Derudover skulle vi også have vores forsvindingspunkt i øjenhøjde i forhold til, hvor vi sad, mens vi tegnede. Derfor, fordi jeg sad lige lidt til højre for gangens midte, ville mit forsvindingspunkt automatisk komme til at være en smule mere til højre i billedet.

Det var en sværere opgave end jeg havde troet, at tegne en perspektivtegning, for udover at skulle tegne ud fra det du så, skulle man også huske at følge de rumskabende virkemidlers regler. Det var især svært at skulle regne ud, hvordan man skulle placere gangens vægge, så billedets forsvindingspunkt kom til at være ud for, hvor man sad. Men det lykkedes da, og da man først var kommet i gang med at tegne, så var det ikke så svært igen.

En af de sværere opgaver var også, at skulle tegne størrelsesforholdet på billedets elementer ud fra hvordan du så dem. Det med at overføre det visuelle til papir var ikke en helt nem opgave.

Det endte dog med at billedet fik en vis dybde, og man kan også se at der er en dybdeforskel på de to billeder, hvor det øverste billedet er det halvfærdige, og billedet forneden er det færdige resultat.

Billedets virkemidler

Leonardo Da Vincis "Den sidste nadver"

I billedkunst har vi det seneste stykke tid arbejdet med rum og perspektiv.

I denne opgave fik vi at vide, at vi skulle vælge et billede, og indtegne orthogonaler og forsvindingspunkt på det. Derudover skulle vi også forklare de gennemgående begreber i forhold til perspektiv. Jeg har valgt at gøre dette på Leonardo Da Vincis ”Den sidste nadver”.

Linearperspektiv

Til hverdag bruger vi ordet linearperspektiv, som betegnelse for perspektiv, og ordet dækker over en måde at skabe dybde i et maleri eller en tegning. Når et billede er lavet efter linearperspektiv, bliver alle tingene på billedet set fra en synsvinkel, og derfor bliver personer og genstande også mindre i forhold til afstanden på forgrunden. F.eks. kan man på den sidste nadver se, hvordan landskabet i baggrunden er meget småt i forhold til menneskene på maleriet.

Centralperspektiv

Når man siger at et billede har centralperspektiv, betyder det at forsvindingspunktet ligger på billedets lodrette midterakse, altså lige midt i billedet. Når et billedrum har centralperspektiv, bliver billedet i høj grad præget af ro, balance, harmoni og symmetri.

Det at den sidste nadver har centralperspektiv, gør billedet mere harmonisk, og vi kan se at billedet på hver side af forsvindingspunktet er meget ens, altså symmetrisk.

Andre rumskabende virkemidler

Overlapning: Blev brugt i den byzantinske billedtradition, som var kendetegnet ved et forenklet billedsprog uden perspektivisk dybde, for at lave rumfremstilling.

I dag kan man se eksempler på overlapning  på f.eks. Roy Lichtensteins ”Takka takka”, hvor billedelementerne er blevet tegnet op med sort kontur, for at man kan adskille delene, og derved se, hvad der ligger længst fremme i billedet.

Overlapning kan også ses, når varme og kolde farver ligge oven på eller tæt op af hinanden, for der vil det være den varme farve, der trækker frem i billedet.

Repoussoir: Bliver brugt hvis en kunstner vil arbejde med en større afstand mellem to figurer, for da er det ikke nok at anvende overlapning. Ordet ”Repoussoir” er en betegnelse for at en figur trækker frem i billedet, forgrunden, og derved skubber resten af billedelementerne i baggrunden.

Optiske gradienter: Kan ses i et billede, når formernes klarhed bliver udvisket, jo længere om i baggrunden man ser. Det kan man f.eks. se på den sidste nadver, hvor klarheden af landskabet i baggrunden er meget svag.

Linære gradienter: Kan ses i et billede, når elementerne i forgrunden er meget større end elementerne i baggrunden. Den store størrelsesforskel på billedets elementer gør at der er linære gradienter i billedet, hvilket vil opretholde en illusion af dybde.

Collage - Statisk eller dynamisk

Dette er den dynamiske af mine to collager. Det kan man se ved, at der kun er skæve geometriske figurer, at der er mange diagonale linjer og meget bevægelse i billedet. Den dynamiske komposition i billedet, gør collagen mere dramatisk, i forhold til hvis det havde været en statisk collage. 

Dette er den statiske collage. Det har jeg prøvet at få til udtryk ved, at lave geometriske figurer såsom et kvadrat og en cirkel. Jeg har lavet billedet symmetrisk, for at skabe mere ro og harmoni i collagen, og jeg har lavet mange horisontale og vertikale linjer, da det er noget af det, der kendetegner en statisk komposition. 

Tableau vivant-øvelse 

Tableau vivant er fransk, og betyder "levende billede". Tableau vivant går ud på, at man gengiver fx en historisk begivenhed eller en scene fra et kunstværk, med de samme udtryk som det oprindelige stykke har. Vi fik til opgave at gøre dette ved 2 kunstværker, og gennem øvelsen lægge mærke til, om billedet er statisk eller dynamisk. 

Gustave Courbet:
Bonjour Monsieur Courbet (1854)

Her ser vi Gustave Courbets "Bonjour Monsieur Courbet" som blev malet i 1854. Billedet har en statisk balance, det kommer til udtryk ved at kompositionen er stabil, rolig og harmonisk at se på, og det giver et bedre overblik over hvad der sker på billedet. Lige linjer i et billede, både horisontale og vertikale, er en del af kendetegnene for en statisk komposition. I statiske billeder finder man også ofte "Det gyldne snit", som giver visuel harmoni, men også geometriske figurer finder man ofte i den statiske komposition. 

Vores fortolkning af:
Gustave Courbets "Bonjour Monsieur Courbet"

Vi havde ret nemt ved at lave opstillingen til dette billede, da man står meget ret. Det er nemt at mærke på ens egen krop, at billedet er statisk, da det overhoved ikke er hårdt at holde stillingen. Det statiske er heller ikke så sjovt at lave, da det er forholdsvis nemt. 

Artemisia Gentileschi:
Judith dræber Holofernes (1612-1621)

Her ser vi Artemisia Gentileschis "Judith dræber Holofernes" som blev malet i årene 1612-1621. Billedet har en dynamisk balance, det kan man se, da billedet er dramatisk og der er aktivitet og bevægelse i det. I dynamiske kompositioner er linjerne ofte skæve eller diagonale, og de former der kan være i billedet, er f.eks. ovale eller andre geometriske former, som der er blevet trukket i. I dette billede kan man f.eks. se, at der er en trekant, der dog er blevet trukket i, mellem personernes hoveder, og det er et godt eksempel på hvordan man kan finde figurer i kunstværker. 

Vores fortolkning af:
Artemisia Gentileschis "Judith dræber Holofernes"

Da vi gengav dette billede, fandt vi ud af at det er noget sværere at gengive et dynamisk billede. Her skulle man være opmærksom på mange flere ting end man skulle i det statiske, da man både skulle placere sine hænder det rigtige sted, dreje hovedet i den rigtige vinkel og så var det også bare hårdt at skulle holde poseringen i længere tid. Det var lidt af en udfordring at prøve at ramme billedets udtryk så godt som muligt, men det var også sjovere at lave det statiske billede, da der noget mere bevægelse og teater i opgaven.